Alle forsvinder fra mig

Jeg mødte den her mand for nogle år siden. Jeg var ved, at gøre min uddannelse færdig, men noget kom i vejen.
På det tidspunkt, boede jeg hos min mor. Jeg var tit sammen med mine venner. En dejlig sommer dag, blev jeg sat på en blind date af mine venner. Det var sjovt. Vi var alle 4 ude, at spise og vi bowlede. Senere på aften tog vi alle hjem til mig for, at få en øl og snakke lidt. Efter et par dage synes min veninde, at jeg skulle møde ham igen, og det gjorde jeg så. Jeg må indrømme, at jeg var interesseret i ham. Vi begyndte at ses. Min mor talte pænt om ham og mine søskende syntes godt om ham. Alt gik bare godt. Vi var meget glade for hinanden og min familie syntes, at han var god for mig. Han var der for mig, og forsvarede mig.
En dag kom vi for alvorlig op at skændes. Jeg havde sagt noget om min familie om, hvordan de nogen gange behandlede mig. Jeg sagde det kun fordi, at jeg var sur på min familie. Han blev rasende.
Da min ældste bror holdt sin fødselsdag, meldte jeg afbud. Jeg hørte en bil kom og han var skide fuld og ville have, at vi begge 2 skulle tage til den fødselsdag. Det gjorde vi og han var så fuld, at han startede, at provokere og han truede min bror.
Jeg blev smidt ud af familien, hvis jeg ville se ham. Jeg var overraskede og vidste ikke, hvad jeg ville. Min mor var sur og ked af det. Ingen ville se min mor før, at hun havde smidt mig ud. Det var hårdt, for min mor og jeg var ikke gode venner. Jeg havde engang haft en meget stor familie, men jeg hørte også at rygterne var blevet større og større. Jeg kunne ikke forstå, hvordan at han kunne have gjort det. Jeg følte, at jeg var alene, men jeg kunne jo godt lide ham og han havde jo en god side. Et par måneder efter fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Jeg ville beholde barnet, men han blev bange. Vi talte om alt det der var sket hver dag, vi blev enige om at vi skulle prøve pga. barnet. Men han svigtede mig gang på gang i 6 måneder. Han drak.
I hele min tid som gravid, gik jeg og var ked af det. Men efter 6 måneder kom han og sagde, at han havde fundet vores rækkehus. Han fortalte mig, at han havde forandret sig og at han gik med til at gå i terapi. Jeg prøvede, at glemme alt det fra før og så starte på en frisk. Vi flyttede sammen og jeg havde betalt alt. Han havde gæld og det var et lån. Efter min datter, blev født gik det galt igen. Jeg manglede min familie. Han ville ikke se nogen. Jeg var ulykkelig. Han drak igen og vi slog hinanden. Jeg flyttede frem og tilbage hos min mor. Jeg kontaktede kommunen pga., at jeg følte mig grædefærdig hele tiden. Der skete intet fra kommunen. Jeg gik til lægen og hun satte det hele i gang. Jeg fik min egen lejlighed og jeg fik det bedre igen. Men nogle dage er stadige triste måske pga. at jeg er lidt bange for, at være alene med alt.
Han skylder mig stadig penge, men jeg vil hellere have, at han får et forhold til sit barn. Vi skændes stadig over alt og ingenting. Jeg prøver nogle gange, at holde ham væk pga. at det er, nemmer for mig.
Nogle dage vil han være kærester og så vil han bestemme alt og jeg syntes, at jeg har prøvet det så tit, at jeg ikke gider mere. Når jeg siger, at jeg hellere vil være en slags venner, bliver han sur og så begynder det hele forfra. Jeg hader at være uvenner.
Vi har fælles forældremyndighed, men han ser kun vores datter hos mig. Vi har været i statsamtet fordi, at jeg ville have hele forældremyndigheden. Den fik jeg ikke, men vi lavede vores skriftlige aftaler pga. at vi har det dårligt sammen. Han synes, at alt det jeg gør eller laver er dumt. Vi har fået en kat og den er han misundelig på. Der er aldrig noget der er godt nok. Det kan jeg bare ikke klarere mere.
Jeg tænker også på, at jeg ingen familie har mere. Det er meget hårdt også selvom, at de behandlede mig mærkeligt. De løj, nedtalte mig og det gør ondt, især når ens mor er med til det.
Jeg ved ikke om jeg kommer til, at blive sikker på ham igen, for måske kender vi ikke hinanden.
Med de ting med min familie bliver aldrig bedre for jeg har prøvet og nu gider jeg ikke mere.
Jeg synes, at det er lidt trist at min datter og jeg ikke har andre i vores liv.
Jeg har det bedre alene og det er rart, for så kan jeg være mig selv.
Jeg ville ønske, at det ikke altid er så svært, at være til som person. Men først og fremmest ønsker jeg kun, at min datter får et godt liv osv.
Nogle gange siger jeg til mig selv, at det er alle andre der går glip af noget godt, ikke mig;)

Mette